Opfinder søges til SPP!!

Trøstesex

Trøstesex er jo en gammelkendt metode, der ofte benyttes i forbindelse med problematiske livsfaser eller deciderede livskriser.

Man hører også om trøstesex som et svar på problemer i veletablerede parforhold, men det er en misforståelse, idet her ofte tale om varianten “forsoningssex”, hvilket er en ganske anden men dog heller ikke ukompliceret størrelse.

Til de læsere for hvem begrebet er uklart:
Trøstesex defineres ved, at nogen (A) synes, det er synd for nogen andre (B). For at råde bod på skaden, som A som oftest slet ikke har forvoldt endsige haft del i, så tilbyder A sex til B. Der er således tale om en medmenneskelig handling; empati på højeste plan…

I forbindelse med skilsmisser er tilbud om trøstesex stort set uundgåeligt. En rundspørge blandt nyligt fraskilte kvinder viser, at stort set alle – indenfor tre uger efter bekendtgørelsen af skilsmissen – har modtaget et eller flere mere eller mindre flatterende tilbud om trøstesex.
Det kan eksempelvis være fra en venlig nabo, en kær kollega, en god ven, eksmandens ven eller bror, eksmandens far, en far på barnets skole, en musiklærer eller en bokseinstruktør i det fitnesscenter, man uforvarende har meldt sig ind i, fordi man som nyskilt har brug for at samle gevaldigt op på sin krop efter årtiers laden-stå-til!

Der er ikke lavet noget statistik over, om det er en specifik type der udbyder trøstesex, men ifølge rundspørgen vil der ofte være tale om en mand på alder med, lidt ældre, lidt yngre, mærkbart ældre eller mærkbart yngre end den fraskilte kvinde. Vi har en formodning om, at samme tendens gør sig gældende i de tilfælde, hvor det er kvinder, der tilbyder trøstesex til mænd.

I samtlige tilfælde i rundspørgen kom tilbuddet fra personer, som allerede var etablerede i et parforhold.

På baggrund af disse oplysninger, må vi derfor konkludere, at udbyderne af trøstesex er personer med stor empati og gevaldigt personligt overskud, idet de formår at ofre sig for en kvinde/mand i nødens stund, dele ud af sig selv og være noget for andre end deres umiddelbare familie!

Smukkere kan det næsten ikke blive!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Opfinder søges til SPP!!